Det private museum Davids Samling er netop genåbnet efter en længere ombygningsperiode. Her udfordres den besøkende av et sjældent indblik i Islamisk kunsts skattekiste.
Islamiske samling fra Il-khaniderne mod Mamlukkerne (foto: Pernille Klemp)
Davids Samling består af tre permanente samlinger: Ældre europæisk, nyere dansk kunst og den islamiske samling. Jeg tog derind med det formål at se den sidstnævnte.
Når man skal opleve den islamiske samling skal man starte øverst i museets 4. etage. Efter en introduktion til islamisk kunst og dens kulturkreds fra det 8. til det 19. århundrede bevæger man sig ind i de dunkle, labyrintiske udstillingsrum. Lyset er dæmpet, væggene er mørke og de oplyste genstande tiltrækker og fastholder blikket og opmærksomheden. Ved at bevæge sig gennem samlingen kommer man samtidig gennem hele den islamiske verden fra Indien i øst til Spanien i vest. Udstillingen er inddelt i tyve afdelinger efter kronologi og geografi. Selv om man tydeligt kan se stilforskelle er det alligevel slående, når man tænker på det tidsspand og den geografiske afstand som samlingen dækker, hvor homogent og konsistent et æstetisk udtryk den islamiske kultur har haft.
I det jeg skal fortelle om utstillingen er det lokkende at dvæle ved detaljer. Superlativerne trænger sig på når jeg tænker på de grønne nuancer i glasuren på et Iransk keramikfad fra det 12-13. århundrede. Smukke, stiliserede løver og planteornamentik lyser klart på en dybgrøn baggrund. Jeg fristes til at fortælle om den utrolige præcision i indiske miniaturetegninger eller de fantastiske geometriske udskæringer på en marokkansk trædør fra det 16. århundrede. At det er enkeltheder, der trænger sig på når jeg skal prøve at beskrive udstillingen som helhed, er nok meget sigende for den islamiske æstetik, som klart bliver formidlet gennem et væld af genstande.
For i den islamiske kunst er det ikke centralperspektivet, der hersker. Der er ikke ét fokus, men derimod et væld af perspektiver. Djevelen ligger i detaljene og det er muligt at fortabe sig i enkeltdele eller prøve at opnå et samlet billede af helheden. Mønstre og ornamentik spiller en stor rolle. Hver en detalje er omhyggeligt og præcist udført – her er bestemt ingen ‘horror vacui’.
Undren opstår i mødet med denne æstetik. Dekorerer man ud af angst for den tomme flade, eller af kærlighed til ornamentikken? Er det for at holde tomhed på afstand eller en glæde ved mangfoldighed? Der er givetvis lærte mennesker på området der kan give svar på disse spørgsmål, jeg skal ikke forsøge det. For mig er holder det at konstatere, at Davids Samling formidler denne kunst smukt og loyalt. Jeg lod mig overvælde, begejstre og opsluge af denne verden og dens billedsprog.
Samlingen blev påbegyndt af højesteretssagfører C.L. David og han besluttede at samlingen skulle videreføres som museum efter hans død. I 1960 overgik både hans kunstsamling og hans hjem i Kronprinsessegade til den fond, der driver museet og som har forøget samlingen så den islamiske samling nu er en af de 10 væsentligste i den vestlige verden. De sidste tre år har museet været lukket og under ombygning og udvidelse. Nu er det så igen muligt for københavnere og alle andre, ganske gratis, at gå på opdagelse blandt skattene i Aladdins hule. Det kan jeg kun opfordre til at gøre.
Foto: Pernille Klemp. Islamisk samling, Il-khaniderne og Mamlukkern.